Hjem Begynder De 5 vigtigste ting du skal vide som begynder fotograf

De 5 vigtigste ting du skal vide som begynder fotograf

0
Ting du skal vide som nybegynder

Lær at bruge manuel

Manuel indstilling er første skridt på rejsen til succesfuldt fotografi.

På “Manuel” tvinger du dig selv til, at navigere i og forstår eksponeringstrekanten – Altså blænde, ISO og lukkertid. Det er med disse 3 begreber, du fortæller kameraet, hvordan et billede skal eksponeres.

Det er helt fundamentalt, at have på rygradden, hvis du vil opnå stærkere billeder. Når du har brugt manuel længe nok, vil det sidde på rygradden. Måske gør det det allerede nu?

Udstyr ER vigtigt

En lidt kontroversiel udmelding, der kan dele vandene lidt. En del fotografer vil hævde, at udstyr er uden betydning, hvis bare mennesket bag kameraet er fagligt dygtig. Det er også til dels rigtigt, men faktum er dog, at det billigste grej, ikke kan give dig de egenskaber, som det lidt dyrere og bedre udstyr kan.

Lad os tage objektiver som eksempel. Her vil det være praktisk umuligt, at indfange et foto som nedenstående, uden først at erhverve sig et teleobjektiv med stor blændeåbning. Og dét koster lidt.

Foto: David Mark

Det samme gør sig gældende med kameraer. Det er praktisk umuligt med et billigt kamera og et billigt objektiv, at indfange skarpe billeder i lav belysning, uden at ende med grynede billeder. Det skyldes, at dyre kameraer har langt bedre ISO-håndtering og dyre objektiver med stor blænde lukker mere lys igennem.

Alt i alt, udstyr betyder noget!

Det er dog vigtigt, at du først og fremmest lærer at forstå, hvorfor det lidt dyrere udstyr egner sig bedre til visse ting. Du kan heller ikke lave en kage med en dyr køkkenmaskine, hvis du ikke ved hvordan maskinen fungerer. Start derfor med det du har, og bliv fortrolig med det, før du tager næste skridt på rejsen.

Efterbehandling betyder mere end du tror

Når du har taget et billede, er det somudgangspunkt uredigeret. Måske tænker du tit, at dine billeder ikke er så farvemættede og dybe i tonerne som andres billeder? Det skyldes med alt sandsynlighed efterbehandling.

Digital efterbehandling er en lige så stor del af moderne fotografi som den praktiske udførelse af et foto. Når vi skyder i RAW (for det gør vi da, ikke?), har vi mulighed for at trække rigtig mange detaljer ud af vores fotos og tilføje dybde og skarphed. Rigtig meget af magien ved et foto sker i efterbehandlingen. Vi taler ikke om fotomanipulation, men blot efterbehandling af farver, kontrast, skarphed og lignende generelle forbedringer.

Foto: Marc Thunis

Derfor er det vigtigt, at sætte sig ind i et billedbehandlingsprogram som f.eks Lightroom og/eller Photoshop. Der er rig mulighed for, at lære programmerne gennem film på Youtube, og det er ikke specielt avancerede værktøjer, du skal bruge for at lave forbedringer i dit foto.

Det er OK at sige nej

“Nej, tak”, kan være en af de sværeste sætninger som fotograf. Du vil blive mødt af mange situationer, hvor du vil skulle gå på kompromis med dine værdier og dit arbejde.

Som nybegynder vil det typisk være i din omgangskreds; herunder familie, venner og venners venner, der vil efterspørge dit arbejde – og sommetider til en meget lav pris eller gratis. Ofte vil man være tilbøjelig til at have følelserne i spil, og overgive sig til det.
Men det er ikke altid sjovt, at sidde i flere timer og redigere familiebilleder(det tager altid længere end man regner med) for ingen betaling. Desuden vil du til familiefester aldrig helt være personligt tilstede, hvis du samtidig er “på arbejde”. Lær derfor at sige nej på en pæn måde, når disse situationer opstår. Det giver dig frihed til ting der er sjovere og vigtigere.

Acceptér at der altid er nogen, der er bedre end dig, men lær af det

Mange nybegyndere – ja, sågar også professionelle – der brænder for at udvikle sig, kan have en tendens til at sammenligne sig med andre og bedre fotografer. Det kan være gavnligt for den faglige udvikling at lade sig inspirere og at lære af andre – men pas på med at blive frustreret, når du ikke opnår de samme resultater. Der vil ALTID være nogen der er bedre end dig – og det er ok.

Brug i stedet energien positivt, se på andres fotografers arbejde som inspiration og udvikl dig i dit eget tempo. Selv hvis du ikke skulle opnå samme niveau som dem, vil der på et tidspunkt være andre fotografer der ser op til DIT arbejde.

Fotografi handler ikke om destinationen, men om rejsen. 😉

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here