Hjem Udstyr Guide: Bedste kamera til begyndere og amatører i 2019

Guide: Bedste kamera til begyndere og amatører i 2019

Vi giver vores bud på det bedste spejlreflekskamera, spejlløse kamera og kompaktkamera i 2019.

3
Bedste kamera

Er ambitionerne blevet for store til dit nuværende kamera, eller vil du bare gerne ordentlig igang med fotografering? Vi har fundet de 3 bedste kameraer til begyndere og amatører.

Med udgangspunkt i de tre mest populære typer af kameraer, vælger vi vores favorit indenfor:

Vi arbejder med et maksimalt budget på omkring 4000 kroner, og man kommer faktisk rigtig langt som begynder og amatør til de penge.
De fleste kameraer i dag kan tage super flotte billeder, og teknikken er blevet særdeles veludviklet. Selv de billige kameraer i dag kan matche eller overgå de dyreste for bare ganske få år siden.

Noget af det der har ændret sig de seneste år, er den software, der er indbygget i kameraerne. Den bliver stadigt mere intuitiv, klogere og kan sågar hjælpe nybegyndere i gang, ved at tilbyde smarte indbyggede funktioner. Dette har vi også taget med i vores betragtning i denne anbefaling.

Objektiv udvælgelse af det bedste kamera

Vi er objektive i vores udvælgelse, og er ikke forudindtaget af ‘mærkereligion’ og lignende. Valgene er truffet på baggrund af specifikationer, funktioner, build og selvfølgelig brugervenlighed, nu hvor det skal i hænderne på begynder/amatør.

Nok snak. Lad os komme i gang. Her er de 3 bedste kameraer i 2019.

Det bedste spejlreflekskamera til begyndere – Nikon D3500

For DSLR-kategorien har vi valgt begynderkameraet Nikon D3500. Kameraet byder på mange gode features, som man vil have stor gavn af som begynder. Prisen er lav, kvaliteten god og det er let at betjene.

Læs også om vores spejlløse valg.

Stor sensor med 24,2 megapixels

Med sin 24,2 megapixel sensor, er der lagt i ovnen til detaljerede og skarpe fotos, hvor der er masser af data at lege med i efterbehandlingen. Store filer er f.eks en fordel, hvis man ikke fik billedet helt korrekt eksponeret i kameraet, eller hvis billedet skulle være en anelse uskarpt. I sådanne tilfælde er filernes størrelse med til, at man nemmere kan kompensere for eventuelle fejl i sit billedbehandlingsprogram.

Stærkt autofokussystem for nemmere fokusering

Kameraet har 11 fokuspunkter fordelt i søgeren. Det gør det nemt at fokusere, og autofokussystemet arbejder så hurtigt og effektivt, at det er blandt verdens hurtigste i den kategori.

God lysfølsomhed giver mulighed for foto hele dagen

Nikon D3500 er udstyret med en ISO-lysfølsomhed på op til 25.600. Det betyder, at man kan tage billeder selv i lav belysning, uden at billederne bliver rystede. Og selv om det koster lidt på billedkvaliteten, så er det altså at foretrække frem for rystede billeder.

Suveræn billedkvalitet til prisen

Prisen taget i betragtning er billedkvaliteten suveræn. Det er uovertruffet i denne kategori.
Kameraet har også et relativt højt dynamisk område, hvilket bl.a. betyder at man kan trække mange detaljer ud af de mørke området, og redde mange detaljer i højlysene i efterbehandlingen.

SnapBridge og Bluetooth

SnapBridge er Nikons teknologi til at overføre billeder mellem kamera og smartphone/tablet. Det er nemt at bruge, og en stor fornøjelse at kunne overføre problemfrit til sin telefon – Det gør det nemmere end aldrig før, at dele sine billeder på f.eks Facebook eller Instagram.

Desuden fungerer SnapBridge også som “fjernudløser”. Det vil sige, at man kan bruge sin telefon eller tablet til at styre kameraet. Nemt og bekvemt kan man sidde og udforske indstillingsmuligheder som blænde, lukkertid og iso fra sin telefon.

Semiautomatiske programmer

Som på de fleste andre kameraer, har vi blændeprioritets- og lukkerprioritetsprogrammerne.
Det lyder måske lidt langhåret, men disse semiautomatiske programmer, er bl.a. en rigtig god hjælp, når du skal lære de basale indstillinger som blænde og ISO.

Derudover er der selvfølgelig også fuldautomatik.
Vi vil dog anbefale, at man tillære sig de basale indstillinger, da man vil opnå langt større fotoglæde og bedre billeder, ved at indstille kameraet selv.

Video i 1080p

Nikon D3500 tilbyder video i 1080p, så hvis du er begynder eller eventyrlysten på video-området, tilbyder kameraet også suveræne filmoptagelser.

D3500 er et super godt kamera til begynderen, der gerne vil udvikle sig indenfor fotografi. Kameraet er et suverænt DSLR til prisen, og har mange små features, man bliver glad for.

Prisen starter ved ca. 3500 kroner for kamerahuset, og kan erhvervs med kit-objektiv (der er fint til begyndere) for under 4000 kroner.

Rækker budgettet til det, kan vi anbefale at supplere med Nikons 50mm f/1.8 objektiv, der tillader en stor blænde og sløret baggrund. Perfekt til f.eks. portræt.

Det bedste spejlløse kamera til begyndere – Fuji X-T100

Fuji X-T100

Fuji X-T100 er med sine lækre funktioner, kvalitet og brugervenlighed vores spejlløse valg.

Læs også om vores valg af spejlreflekskamera

Fuji har på det seneste vundet stort indpas på især det spejlløse marked – Og det er med god grund; Deres kameraer performer som en arbejdshest, billedkvaliteten er god, deres designs er stilfulde og deres features er super sjove og ret brugbare.

Film-simulering er et hit!

En af de sjove og meget brugbare features er Fuji’s film-simulering.

Med denne indstilling, vil kameraet lægge et filter på billederne, som ikke bare er smukke, men samtidig emmer af stemning fra dengang billederne blev optaget på film.
Det lyder måske lidt “kitch”, men det er virkelig overraskende fine resultater, kameraet producerer. Hvis du er begynder og/eller ikke har stor erfaring med efterbehandling af billeder, vil du nå milevidt (!) med film-simulering.

ISO på helt op til 51.200

Det er altså en god slat. ISO-lysfølsomheden bidrager til, at billeder i mørke kan skydes uden rystelser. Når man har op til ISO-51200, så er der altså ikke mange steder, hvor kameraet siger fra. Selv om det klare sig ret godt ved høj ISO, går det selvfølgelig ud over billedkvaliteten, men rigtig rart at have muligheden for at gå højt op.

Skærmen kan vippes for nemmere betjening

For lettere at kunne betjene kameraet i de svære vinkler, kan skærmen, der er et fint LCD-display, drejes på 3 akser.
Det giver en betydelig nemmere adgang til billeder, der ellers ville kræve akavede stillinger. Hvem har ikke prøvet at ligge med hovedet i græsset for det gode billede? 🙂

Elektronisk søger (EVF) er perfekt for begyndere

Spejlløse kameraer har det, der hedder “elektronisk søger”, hvilket kort fortalt betyder, at det du ser i kameraet når du fotografere, er det du får på billedet. En kæmpe fordel for begynderen.

På almindelige spejlreflekskameraer vil man kigge direkte igennem objektivet via et spejl og dermed se “virkeligheden” gennem søgeren.
Med elektronisk søger vil virkeligheden bliver gengivet elektronisk, hvilket betyder at du kan se præcis hvad dine indstillinger før ved billedet. Det er smart som begynder.

Prisen for kameraet er under 4000 kroner. For 5-600 kroner ekstra kan kameraset erhverves med kit zoom-objektiv (15-45mm/f3.5-5.6) for cirka 4500 kroner.

Det bedste kompaktkamera til rejsen og begynderen – Panasonic LUMIX TZ100

Panasonic LUMIX TZ100 kan købes for ca. 3.500 kroner, og har forbavsende meget at byde på for et kompaktkamera i den prisklasse.

Masser af zoom til rejsen?

Kameraet er udstyret med objektiv fra det anerkendte tyske selskab, Leica. Objektivet har et godt zoom-område, der på trods af at være hele 10x zoom, bevarer billederne i god kvalitet.

Den store zoom er en fordel, hvis det skal bruges som rejsekamera, men også rart for begyndere, der gerne vil fotografere alt fra dyreliv til landskaber. Det er intet problem med dette kamera.
Generelt er billedkvaliteten god, og en af de klart bedste i denne prisklasse.

Hvis du skulle være interesseret i video, kan du øve dig med video-optagelser i hele 4K.

Post Focus

Kameraet er let at betjene, hvilket også er vigtigt, hvis man er helt ny på området, men en af de ting, der gør dette kompaktkamera til vores bedste forslag som nybegynder-kamera, er Panasonics “Post Focus” system.

Med Post Focus kan du rette på på billedet efter det er taget. Hvis du har fokuseret lidt forkert, kan du ganske enkelt bede kameraet ændre fokuspunktet på et billede, efter det er taget. Det er smart, og kan redde nybegyndere i mange situationer!

Viewfinder

Skulle du på et senere tidspunkt blive så bidt af fotografering, at du ville gå over til et spejlreflekskamera eller større systemkamera, så har du med Panasonic LUMIX TZ100 i hånden, en god mulighed for at øve dig med den indbyggede søger/viewfinder. Den fungerer nemlig som vi kender den fra f.eks spejlløse kameraer, og giver en god fornemmelse af, hvordan det er at arbejde med større kameraer.

Viewfinderen aktiveres automatisk når man sætter øjet til.

Prisen starter ved omkring 3200 kroner.

Fordele & ulemper ved spejlrefleks, spejlløse og kompakt systemkamera

Kamera til begynder

Selv om man er amatør eller begynder, kan man allerede være fastbesluttet på, om det skal være et spejlrefleks eller spejlløst kamera, de ønsker at starte med. Måske ved DU også hvad du går efter, og kender allerede fordele og ulemper? I så fald kan du springe afsnittet her over.

For andre kan det være en jungle, og meget svært at navigere i de forskellige tilbud, der ofte er baseret på personlige præferencer og overbevisning. Men hvad er rigtigt for DIG?

Helt objektivt set er der en række fordele og ulemper ved hver af de 3 kameratyper. Hvis du er usikker på, om du skal købe det ene eller det andet, vil vi her kort forklare de afgørende forskelle, så du nemmere kan træffe dit valg.

De spejlløse kameraer er generelt ved at indhente DSLR på flere af de tekniske områder. ISO-håndtering, billedkvalitet, autofokussystem (AF) er f.eks. allesammen parametre, som umiddelbart er meget ens på de 2 typer kameraer.

Spejlreflekskamera fordele

  • Objektiv udvalg og udstyr. DSLR tilbyder flere objektiver i alle prisklasser. Det er en klar fordel, hvis du som begynder ikke er interesseret i, at betale flere tusinde kroner for nye objektiver.
  • Batterilevetid. Pga størrelse har spejlreflekskameraet også større batteri, hvilket giver mulighed for at tage billeder hele dagen uden at løbe tør. Praktisk talt.
  • Holdbarhed og kvalitet. DSLR-kameraer er generelt bygget som små tanks, og holder til flere bump og slag pga. sine stærke materialer.

Spejlreflekskamera ulempler

  • Størrelse og vægt. DSLR er større og tungere, og kan være udfordrende at bære rundt på eller have med på rejsen.
  • Mekanisk lukker og avanceret spejlkonstruktion. Spejlreflekskameraet fundamentale opbygning, og de mekaniske, bevægelige dele giver anledning til støj og larm. Ultimativt betyder mekanikken også, at lukkermekanismen vil dø efter et vist antal (mange) eksponeringer.

Fordele ved spejlløse kameraer

  • Vægt – meget lettere konstruktion, og dermed nemmere at have i tasken og tage med på eventuelle rejser.
  • Videooptagelserne – AF (autofokus) er hurtigere, mere præcis og det er nemmere at fokusere tæt ved kanterne under video-optagelser.
  • EVF – Se dit billede inden, du tager det gennem den elektroniske søger.

Ulemper ved spejlløse kameraer

  • Batterilevetid – EVF og de øvrige elektronisk features kombineret med småt batteri gør, at batterilevetiden er relativt kort.
  • Objektiv-udvalg – Selv om der produceres flere og flere objektiver til mirrorless systemet, så er det stadig ikke i nærheden af at være så velassorteret som til DSLR.
  • EVF (Elektronisk søger) har sine begrænsninger – hvor der også er store fordele, er der også stadig begrænsninger. Herunder udfordringer i mørke, forsinkelser (Det du ser, er en elektronisk genereret udgave af virkeligheden, og dermed en anelse forsinket).

Fordele ved komptaktkameraer

  • Vægt & størrelse – den åbenlyse fordel ved kompaktkameraer er naturligvis størrelsen. Den er væsentlig lettere at have med på farten end de øvrige.

Ulemper ved komptaktkameraer

  • Ingen udskiftelig optik. Et stort minus ved komptaktkameraerne er, at de typisk ikke kommer med mulighed for at udskifte objektiver. Man skal altså leve med det, der sidder på.
  • Mindre sensor – I sagens natur er sensoren mindre, fordi den skal passe i et lille kamerahus. Det går ud over billedkvaliteten.

Forskelle på professionelle og begynderkameraer

Udover prisen, er der naturligvis også store tekniske forskelle på kameraer til begyndere og dem der bruges af professionelle. Det er klart.
Men selv om de dyre kameraer kan meget mere end begynderkameraerne, så vil man som begynder/amatør sjældent få meget mere ud af de bedste kameraer på markedet. Måske tvært i mod.

Ofte har de så mange funktioner og indstillingsmuligheder, at det vil være håbløst, at give sig i kast med det hele som begynder. Derfor er det typisk en meget god idé at starte simpelt, og tage én ting ad gangen.

De kameraer vi anbefaler her, er alle perfekt egnet til begyndere og hobbyfotografer. Der er skåret ned på de allermest tekniske features og der er fokus på brugervenlighed og funktioner, der kan hjælpe dig med at blive en bedre fotograf.

Husk: Al begyndelse er svær – også med foto

Det er svært at begynde med fotografering. Der skal investeres mange timer i det, før man rigtig kan mærke fremgang i sit foto. Oven i købet kan det være dyrt, hvis man gerne vil udforske nye områder af fotografiet, som ens udstyr sætter en stopper for.

Du vil få rigtig meget ud af at alliere dig med én der har styr på de basale ting, og måske kan lære lidt fra sig. Når man går rundt med en hobby alene, er det svært og langsommeligt at tilegne sig ny viden, og man vil ofte nå perioder, hvor det føles som status quo. Men kæmp videre, skyd en masse billeder og snak med ligesindede. Du bliver bedre for hvert eneste billede, du tager.


Hvis du vil have et lille skub i den rigtige retning, har vi en hel sektion med begynder guides til fotografer, som du kan drage nytte af.

Vær opmærksom på parallelimport / grey import

Flere og flere virksomheder med adresse i udlandet begynder at indtage det danske marked. Mange af disse forhandlere sælger parallelimporteret kameraudstyr, hvilket betyder, at de er distribueret uden om det forhandletnetværket, som producenten af udstyret har godkendt.

Det betyder at du f.eks. mister den garanti, som ofte udstedes på kameraer og kameraudstyr. Samtidig risikerer du, at det er svært (hvis ikke umuligt) at få serviceret dit produkt, hvis noget går galt.

Varerne er ofte meget billigere end normalt, og man kan derfor hurtigt falde i fælden, hvis man ikke er så bevandret på området.
Har du ikke noget i mod den risiko, der kan være forbundet med køb af parallelimporterede varer, skal du selvfølgelig vælge dem og spare pengene. Men vær opmærksom, og tjek eventuelt forretningen på Trustpilot og søg efter dem på Google.

God fornøjelse med dit nye kamera

Uanset om du tager mod vores råd om det bedste begynder-kamera eller findet et andet, så håber vi, at du får glæde af dit køb.

Hvis du beslutter dig for et andet kamera, er det en rigtig god idé at søge efter anmeldelser af det pågældende produkt, inden du køber.

God fornøjelse! Del gerne dine egne erfaringer i kommentarene herunder.

3 KOMMENTARER

  1. Dejlig artikel. Jeg står og skal købe et nyt kamera men har ikke lige 4000-5000 til det. Kan i anbefale et i en billigere kategori?

    Hilsen Annelene

    • Hej Annelene, godt at høre. 🙂
      Hvis det skal være spejlrefleks, tænker jeg at Canon 4000D er et rigtigt godt bud i øjeblikket.
      Det er noget af det nyeste Canon har smidt på markedet, og er på papiret ganske fornuftigt til pengene (Koster omkring 2500 inkl. kit objektiv, 18-55mm).

      Det kan du kaste et blik på 🙂

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here