Hjem Tutorials 6 måder at fotografere rapsmarker på

6 måder at fotografere rapsmarker på

0
Fotografering af rapsmarker

Rapsmarker er elsket og hadet af fotografer. Nogle mener de er klichefyldte, andre synes de er fantastiske… Uanset hvad, må vi dog nok erkende, at det er et motiv som RIGTIG mange har kastet sig ud i på et tidspunkt. Og hvorfor egentlig ikke? Det er da ret smukt, dansk… og meget tilgængeligt i foråret/sommmeren.

Vi har været ude i det gule hav med kameraet og fotograferet de blomstrende rapsmarker, og her er bringer vi et par forskellige ideer til hvordan du kan fotografere dem.

Makro af raps

De fleste vil nok se rapsmarkerne som et smukt motiv i sin helhed, men blomsterne og blomsterknopperne på de grønne stængler, er faktisk smukke, når man kommer tæt på.

Har du ikke et makroobjektiv, kan du med fordel erhverve dig mellemringe, så du kan bruge dine almindelige faste objektiver til makro.

Du skal være opmærksom på, at den mindste vind kan gøre arbejdet med makrofotografering frygteligt svært, fordi rapsene lidt svejer i vinden, og derved flytter sig ud af det snævre fokusområde, vi arbejder med i makro-verdenen.

Udnyt de unikke komplimentærfarver

Det er slet ikke så underligt, at vi bjergtages af store rapsmarkers skønhed år efter år. Det er der en god forklaring på, for vi oplever nemlig en helt naturlig, unik og smuk harmoni af komplimentærfarver, når rapsen står med sine gule og orange toner mod den blå himmel.

Derfor gør rapsmarkerne sig specielt velegnet til, at fotograferer i sin helhed.

Portræt- og modelbilleder i rapsmarken

Det er populært at hive en ven, veninde eller en model med i marken.

Det giver farvemættede billeder med blikfang, og der er mulighed for at lege med kompositoriske forsvindingspunkter i hjulsporene fra landmandens maskiner. Det er et slaraffenland af muligheder for portrætter og modelbilleder.

Desuden blomstrer rapsene jo også midt i konfirmationssæsonen, hvilket giver særdeles god anledning til at lave konfirmationsportrætter i markerne. Måske er det en god idé lige at spørge landmanden inden – Det er træls at blive taget på sengen/marken… Jeg taler af erfaring. 😉

Den bløde baggrundssløring

Ja, hvorfor ikke tage et par ultrabløde fotos af rapsene, når man alligevel er der? Billeder med sløret baggrund (Bokeh) er eftertragtet, og det er så rart at se på.

Desuden er det en relativt nem disciplin at få hæderlige resultatet med hjem, når man åbner helt op for blænden, fordi man slører alt det bag rapsene. Derved skal man ikke nødvendigvis tænke alt for meget over forstyrrende elementer i baggrunden. Prøv dog, at få nogle elementer med i forgrunden – Det giver en god dybde i billederne.

Du skal bruge et objektiv med stor blændeåbning til denne slags billeder. Her har vi tidligere anbefalet den billige, “nifty fifty” fra Canon (Fås også til Nikon).

Den klassiske solnedgang

Solnedgange kan ALTID noget. Og minsandten om det ikke også gælder i rapsmarken.

Skyder du i modlys (mod solen, red.), vil du se de gule farver stå så lækkert mod den varme solnedgang og den blå himmel.

Du vil måske skulle arbejde med skyggerne i rapsene i efterbehandlingen, og løfte dem lidt, for at få dem til at “poppe”. I modlys kan det være svært at få det hele veleksponeret i kameraet.

Vær kreativ og prøv forskellige ting

Nogle gange skal man prøve noget skørt, før man udvikler sig. Skidt med om det man kommer hjem med er noget bras. Bare man prøver.

Vi fik en skør idé om at lægge kameraet på jorden med et vidvinkel-objektiv og selvudløser. Resultatet blev måske ikke verdenskunst, men det kan nu alligevel noget. Himmelen der er indrammet af rapsene, og farverne der harmonerer så fint…

Kun din fantasi sætter grænser, og hvis du selv er glad for resultatet, har du allerede fået en succesoplevelse.

Lad os endelig se jeres billeder i kommentarene herunder.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here