Hjem Tutorials Mellemringe og makro – Sådan får du gode makrobilleder billigt

Mellemringe og makro – Sådan får du gode makrobilleder billigt

0
Makrofoto

Mellemringe eller extension tubes, som det hedder på engelsk, er et smart alternativ til dyre makroobjektiver af flere årsager. Hvis du ikke allerede kender så meget til mellemringe, kan du her få en række tips til, hvordan de fungerer, og hvordan du får gode makroskud med dem.

Mellemringe giver tættere nærgrænse

Alle objektiver har, lige som det menneskelige øje, en nærgrænse. Det vil sige, at der er en minimumafstand hvorpå det kan stille skarpt. Placerer du dit motiv for tæt på frontlinsen, vil kameraet/objektivet ikke kunne stille skarpt.

Denne nærgrænse (eller minimum fokusafstand) kan du ændre ved hjælp af mellemringe, der skrues ind mellem objektivet og kameraet.

Der er, modsat objektiver, ingen glas i mellemringe. De fungerer udelukkende ved at skyde objektivet længere frem mod motivet og gøre afstanden til sensoren større.

Det betyder, at du kan komme langt tættere på motivet, og dermed få langt større forstørrelsesgrad.

Mellemringe i forskellige tykkelser

Mellemringe kan ideelt købes i et sæt med 3 ringe i alt. Disse har hver deres tykkelse; ofte 12mm, 20mm og 36mm.
Tykkelsen er med til at afgøre graden af den forstørrelse, du kan opnå. Jo tykkere mellemringe, jo længere frem flyttes objektivets nærgrænse.

Ringene kan bruges enkeltvis eller samlet, for at få den største forstørrelsesgrad.

Vi har selvfølgelig lavet et eksempel, hvor vi har fotograferet en meget lille blomst (Vi er ikke botanikere og kender desværre arten), så du kan se effekten af extension tubes.

Billederne er alle skudt med 50mm objektiv. Det første er uden mellemringe, og her er nærgrænsen 40cm, så blomsten er en meget lille del af framingen.

Almindeligt 50mm objektiv uden mellemring.

Skruer vi i stedet en 12mm mellemring ind mellem objektiv og kamera, får vi straks et synligt resultat. Man kan begynde at ane detaljer i den ellers meget lille blomst.

12mm

Med 20mm mellemring er vi endnu tættere på, og får et ægte makro-foto.
Bemærk også, at dybdeskarpheden begynder at blive væsentligt mindre. Det bliver sværere at få skarpe skud, jo større mellemringe, man bruger, og man må ty til mindre blænder, for at bibeholde motivet helt skarpt.

20mm

Med 32mm er vi så tæt på, at man kan begynde at se detaljer i støvdragerne, og blomsten fylder meget mere i rammen.

32mm

Til sidst har vi skruet alle 3 mellemringe ind mellem kameraet og objektivet, og her er vi så tæt på, at blomsten næsten ligger op ad frontelementet på objektivet. Et ægte makro foto med synlige detaljer i støvdragerne.

Kombineret 12, 20 og 32mm mellemringe. 1/160s, f/5.6, ISO 2500

Mindre lysindtag med mellemringe

Når vi skruer mellemringe på, vil der være større afstand mellem objektiv og sensor, og det betyder at vi mister lys pga. den lille rejse.

Oven i købet kommer vi så tæt på, at objektivet vil begynde at skygge for motivet pga. den meget lille nærgrænse.

Vi må altså kompensere for lystabet med højere ISO og længere lukkertid. Det er svært at arbejde med større blænde, fordi dybdeskarpheden bliver ekstremt lille med mellemringe.

Hvis du kigger på det sidste billede af blomsten, kan du se, at kun ganske få millimeter er i fokus. Og det er på trods af, at det er skudt med blænde f/5.6.

Mellemringe egner sig ikke til levende insekter

Det kan være dyrt at købe dedikerede makroobjektiver, så mellemringe er langt hen ad vejen helt perfekt – både økonomisk og funktionelt. De kan nemt finansieres – evt. med små, hurtige lån via SMS, og kræver ingen stor opsparing eller en tur i banken.

Men de har sine begrænsninger!

Fordi man flytter nærgrænsen tættere og tættere på objektivet, mister man også muligheden for at fotografere de sky insekter. Når du kommer så tæt på, vil de fleste dyr i sagens natur flyve sin vej, eller begynde at søge skjul. Og det er stort set umuligt at fotografere bevægende motiver med mellemringe.

Brændenælde med tydelige, sylespidse brændhår. Makro af kombineret 12mm, 20mm og 32mm mellemringe.

Mellemringe – automatisk eller manuel

Der findes grundlæggende set 2 typer af mellemringe. Automatiske og manuelle.

De manuelle er billigere, men er uden elektronik. Det betyder, at du mister al kameraets funktionalitet og automatik. Herunder mulighed for at indstille blænde samt autofokus.

Med de automatiske mellemringe, der er mest populære og almindelige, har du alle kameraets funktioner til rådighed. Disse kan klart anbefales, selv om de koster lidt ekstra.

Hvis du har spørgsmål eller erfaringer med mellemringe, som du ønsker at dele, så skriv en kommentar.

God fornøjelse med makrofotograferingen.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here