Hjem Fotografering Pasfoto – Sådan gør du det selv

Pasfoto – Sådan gør du det selv

0
pasfoto

Vi har alle brug for et nyt pasfoto i ny og næ. Det er ikke den dyreste serviceydelse der findes, men hvis man har et kamera, og bare lidt viden om fotografering, kan man lave det helt selv.

Der er en masse regler til pasfoto, du skal overholde for at fotoet bliver godkendt. Dem gennemgår vi her, og forklarer hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil tage et pasfoto selv.

Belysning af pasfoto

Belysningen skal være blød og jævnt fordelt på ansigtet. Der må ikke være slagskygger, hverken på baggrund eller ansigt.

Du kan evt. forsøge med en stor softbox skråt ovenfor ansigtet med en reflektor under brystet, så skygger under næsen og i øjenhulerne bliver blødt op.

Har du ikke studielys til rådighed, kan du eksperimentere med vindueslys (uden direkte sol) fra et stort vindue. Det vil typisk kunne give den belysning, du skal bruge for at tage et pasfoto.

Du kan også rykke udenfor på en overskyet dag, eller gå ind i skyggen.

Billedet skal være naturligt belyst, og må ikke for mørkt og ikke for lyst.

Der må i øvrigt ikke være røde øjne pga. flash.

Baggrunden skal være ensartet og lys

Du skal være opmærksom på, hvor du fotograferer.

Pasfoto bliver ikke godkendt hvis baggrunden er mønstret eller rodet. Den skal være helt ensartet og lys. Lys grå og lys blå er iflg. politiets retningslinjer tilladt, men undgå for en sikkerheds skyld lyse røde og andre intense farver.

Har du ikke en ensfarvet baggrund eller jævn væg, kan du bruge et hvidt lagen, der er strakt ud, så det ikke laver folder.

Briller på pasfoto

Bruger personen briller, er der en række ting, du skal sikre dig, før du fotograferer.

  • Brillerne skal være fri for refleksioner
  • Brillerne må ikke være tonet eller med mørke glas
  • Øjnene skal være helt synlige, og må ikke dækkes helt eller delvist af brillestel.

Refleksionerne kan være udfordrende at arbejde med. Hvis du har et ND-filter kan du bruge det, til at minimere refleksioner. Ellers må du vinkle lyset anderledes, eller bede modellen løfte eller sænke hagen. Med sidstnævnte metode skal du dog være opmærksom på, at ansigtet skal være naturligt rettet mod kameraet.

Posering af personen

Der er intet overladt til kreativiteten ift. posering. Husk også at kameraet skal vinkles direkte mod personen, der skal fotograferes. Frø- og fugleperspektiv er ikke tilladt.

  • Modellen skal sidde med næsen lige mod kameraet
  • Øjnene skal være åbne og rettet mod objektivet
  • Eventuelt hår skal fjernes helt fra ansigtet
  • Smil uden tænder
  • Munden skal være lukket
  • Begge ører skal være synlige (hvis muligt pga. hår)
  • Hovedbeklædning skal fjernes.

Note: Hovedbeklædning af religiøs karakter er tilladt såfremt hele ansigtet er synligt; Herunder hage, pande, kindben, mund, næse og øjne.

Redigering, efterbehandling og beskæring

Det færdige pasfoto skal være i formatet 35mm x 45mm, og ansigtet skal, fra hårtop til hagespids, udgøre 30-36mm af fotoet. Man skal desuden kunne se hals og det øverste af skuldrene.

I efterbehandling skal du sørge for, at billedet er med naturlig farvetemperatur, og lav derudover kun lette justeringer.

Et pasfoto skal være vellignende og naturligt i sit udtryk, og derfor må der ikke benyttes kreative filtre. Farverne skal være naturlige.

Derudover må billedet ikke være pixelleret og grynet. Hold dig i øvrigt fra retouchering, da billedet risikerer at blive afvist.

Objektiver til pasfotografering

Det er ikke helt uvæsentligt hvilken brændvidde, du fotograferer pasfoto med.

Hvis du holder dig mellem 85mm og 200mm er du på den sikre side. Vidvinkler er ikke egnet til pasfoto, da der vil opstå en forvrængning af ansigtet på de små brændvidder.

Vær opmærksom på, at fotografer med en relativt lille blænde, så både øjne og ører er i fokus. Hvis du skyder med en blændeåbning mellem f/5.6 og f/9 er du ret godt sikret.

Ønsker du professionelt pasfoto?

Selv om det er ret nemt at lave pasfoto selv, kan det være en tidskrævende opgave, at opstille lys og baggrunde og få printet i en nogenlunde gangbar kvalitet.

Hvis du skulle mangle en fotograf til det, kan vi lave billige pasfoto i aarhus til bare 100 kroner for 4 stk. Billederne bliver fotograferet af professionel erhvervsfotograf i fotostudiet i Højbjerg syd for Aarhus. Der er parkering lige ved døren.

Held og lykke uanset hvordan, du bærer dig af med dit nye pasfoto.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here