Hjem Fotografering Tag billeder af fyrværkeri – sådan får du fede nytårsbilleder

Tag billeder af fyrværkeri – sådan får du fede nytårsbilleder

0
Fotografering af nytår og fyrværkeri

Dusinvis af flotte raketter oplyser himlen i alle regnbuens farver.
Dét er et billede, de fleste fotografer gerne vil have i porteføljen – men det er ikke den nemmeste opgave at fotografere.
For det første skal man skal være på pletten kl. 0.00, når alle andre fejrer det nye år. For det andet, er det vigtigt at have styr på teknikken – for hvis man fejler, går der et helt år, før muligheden for fyrværkeri-billeder igen opstår.

Her er en lille guide, der forhåbentlig kan hjælpe dig til at fotografere nytåret og få nogle gode, brugbare billeder af fyrværkeri.

Udstyr – Sørg for at være forberedt

På trods af fyrværkeriet, der oplyser himmelen, er det stadig mørkt nytårsaften. Derfor er det vigtigt at have et stativ med til kameraet. Der skal bruges lang lukkertid, så uden stativ, bliver billederne rystede.

Sørg for at dine batteriet er opladet og i god stand. I kulde har gamle eller ikke-opladede batterier en tendens til at blive hurtigt flade.

Det kan desuden være en god idé at have en udløser, så du ikke skal fedte med kameraet, og eventuelt lave små rystelser med fingrene. Du kan dog sagtens få gode fyrværkeri-billeder uden.

Udvælg dit spot på forhånd

Før nytårsaften skal du have fundet en vinkel og et sted, hvor du kan se fyrværkeriet ordentligt. Du skal beslutte om du ønsker nærbilleder af enkelte raketter eller mere stemningsmættede billeder af miljøet.

Uanset hvad kan det være en fordel at komme lidt på afstand. Ønsker du nærbilleder skal du selvsagt bruge et teleobjektiv (stor brændvidde), mens vidvinkel giver mulighed for at indfange flere raketter og eventuelt miljø og bygninger i forgrunden.

Billede af fyrværkeri

Teknik – Brug manuel indstilling

Det vigtigste og vanskeligste er måske teknikken. Hvordan indstilles kameraet egentlig?

Når vi skyder fyrværkeri, ønsker vi fuld kontrol, så start med at dreje programskiven til (M)anuel. Vi skal forholde os til alle 3 eksponeringsværktøjer; ISO, lukkertid og blænde.

Blænde:
Som udgangspunkt kan du starte med en blænde omkring f/11. Det giver en god dybdeskarphed og er typisk dér objektivet tegner skarpest. Desuden vil vi gerne have lidt rum til lange lukkertider, hvilket den lille blænde (store blændetal) tillader os.

ISO:

Behold ISO-indstillingen på 100. Det giver mindst støj, og som nævnt ovenfor, ønsker vi relativt lange lukkertider, så vi kan indfange raketternes forløb på himlen. Derfor er der ingen grund til at gå højere op i ISO.


Lukkertid:

Kameraets lukkertid vil variere afhængigt af hvor, du befinder dig. Du kan prøve at starte med 15 sekunder, og se om eksponeringen er korrekt. Juster herefter op eller ned, hvis du kan se, at det er for mørkt eller lyst.

Med lange lukkertider kan du i øvrigt indfange alle de raketter, der affyres i lukkertidens interval. Derfor kan det måske være sjovt at prøve, at gå endnu længere ned i blænde (f/16 f.eks), og sætte lukkertiden op til f.eks. 30 sekunder. Det kan give nogle spændende resultater.

Her er et eksempel på indstillinger (EXIF). Billedet herunder (og billedet i toppen) er skudt med på blænde f/16 med 30 sekunders lukkertid. På ISO 100. Jeg ville gerne have mange raketter og batterier med på billedet, og det kunne de 30 sekunder hjælpe med.

Fyrværkeri over Thyborøn

Prøv også med kortere lukkertider, og se om resultatet er i tråd med det, du ønsker. Du har typisk op til 15 minutter at lege i, før det begynder at tynde ud i folks fyrværkeri-beholdning. Så eksperimentér og se hvad der fungerer i det område, du befinder dig i.

Godt nytår!

Jeg håber at guiden kan hjælpe dig til at tage bedre billeder nytårsaften.
Hvis du har kommentarer eller billeder fra nytårsaften, som du vil dele, er du velkommen til at skrive herunder.

Godt nytår. 🙂

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here