HDR (High Dynamic Range) er en metode til, at udvide det dynamiske område i et foto. Det giver flotte, farvemættede fotos, hvor der er stor detaljerigdom i både skygger og højlys.
Som udgangspunkt er HDR-fotos en sammensætning af to eller flere forskelligt eksponerede billeder. Det ene let undereksponeret, og det andet let overeksponeret. På den måde kan de 2 (eller flere) fotos sammensættes så man får det bedste fra både skyggeområder og højlys.
Du kan således drage nytte af teknikken og få gode resultater, når der er stort kontrastforhold mellem lys og mørke.
HDR – Sådan bruges det typisk
Et af de områder hvor HDR benyttes i kommercielt fotografi, er bl.a. boligfotografering og interiør, hvor fotografen gerne vil have rummene pænt belyst, samtidig med at man kan se haven eller himlen gennem vinduerne. Dette vil være teknisk umuligt eller meget svært med en enkelt eksponering, da lysforholdene er meget forskellige. Derfor tager man flere fotos med forskellige eksponeringer, og kombinerer billederne til ét foto efterfølgende.
Blandt naturfotografer og landskabsfotografer er HDR-teknikken ofte brugt, i forbindelse med at fremstille billeder der er meget maleriske og med en stor dybde.
Mulighederne med HDR fotografering er mange, og kun fantasien sætter grænser. Dog skal man være forsigtig, da man hurtigt kan blive revet med, og dermed ende med alt for “efterbehandlede” billeder.
Sådan fotograferer du HDR
Der erforskellige måder at fotografere HDR fotos på.
Den nemmeste er, at bruge softwaren i kameraet. Mange nye kameraer (her i blandt mobilkameraer) har en funktion til at fotografere billedesekvenser og efterfølgende automatisk sammensætte dem til HDR.
Langt de fleste andre systemkameraer har en funktion, hvor du kan lave såkaldte automatiske bracketed sekvenser. Det betyder, at kameraet automatisk indstiller og tager mindst tre billeder hurtigt efterfulgt af hinanden med f.eks. 1-stops forskel i eksponeringen. Ét normalt eksponeret foto (0 EV), ét overbelyst foto (+1 EV) og slutteligt ét undereksponeret foto (-1 EV).
Disse billeder kan efterfølgende sammensættes til detaljerige fotos med stort dynamisk område.
Når du sætter kameraet til at lave auto-bracketed sekvenser, er det vigtigt at kameraet står på stativ, så billederne bliver ens. Desuden kan lukkertiden komme ganske langt ned, for at optage de overeksponerede fotos, og her kan du risikere rystede billeder, hvis du håndholder.
Billederne fra bracketsekvensen skal manuelt sammensættes og efterbehandles til HDR i et redigeringprogram.
Photoshop kan med fordel bruges til HDR, men der findes andre dedikerede HDR-programmer der letter opgaven for dig. Her kan blandt andet nævnes Photomatix, Luminance HDR og Aurora HDR 2019.
Manuelle optagelser til HDR fotos
Hvis du synes det lyder for langhåret med Automatic Exposure Bracketing (AEB), kan du selvfølgelig bare selv skyde billede-sekvensen.
Det er ikke så svært. Når du har fundet dit motiv og komponeret billedet, skal du indstille kameraet til at skyde et veleksponeret (gennemsnitligt eksponeret) foto.
Lad os sige at det svarer til f/9, ISO 100 og med en lukkertid på 1/100.
Herefter skal du som minimum tage 2 billeder mere med henholdsvis 1 stops undereksponering og 1 stops overeksponering. Derfor tager du blot et foto til med en lukkertid på 1/50 (svarende til +1 EV) og derefter et på 1/200 (svarende til -1 EV).
Ønskes der flere filer at arbejde med, og dermed større rigdom i detaljerne, laver du blot flere eksponeringer; +-2EV, +-3 EV osv.
Husk at kameraet skal på stativ.
Pseudo-HDR – HDR af et enkelt foto
Som beskrevet i artiklen her, er HDR som udgangspunkt altid flere billeder sammensat til ét. Dog kan det til nød lade sig gøre, at genskabe detaljer i højlys og skygger, hvis du har et foto i RAW-format. Her kan man forsøge at lave pseudo-HDR ved at skrue højlyset helt eller delvist ned og løfte skyggerne helt eller delvist. Kombineret med f.eks. en vis portion clarity og småjusteringer, kan man opnå hæderlige resultater, hvor der er detaljer i alle områder. Prøv dig frem, og leg med værktøjerne.
Det er selvsagt ikke det samme som et rigtigt HDR foto, men hvis man ikke har filerne til det, er det det bedste man kan opnå.
Nu er det kun tilbage at sige; Kom udd at skyde dine første HDR billeder, og del dem gerne her.
God fornøjelse.