Den fotografiske rejse er stopper aldrig. Altid vil vi hige efter at blive bedre, og på den rejse vil vi ad flere omgange blive mødt af tvivlen om, hvor den næste investering skal lægges. Hvordan udvikler vi os. Hvor skal vi hen?
Her giver vi et bud på 5 gode investeringer, du kan gøre dig – uanset hvor på rejsen, du befinder dig.
Invester i din tid!
Din tid er uden sammenligning den bedste investering i forhold til, at udvikle dig som fotograf. Oplad batterierne, pak tasken og begiv dig ud i virkeligheden og prøv tingene af.
Udstyr kan give dig bedre forudsætninger for, at gøre dine billeder bedre, men kun den tid du investerer, gør dig dygtigere. Læs en bog om foto. Se Youtube videoer. Øv dig. Brug tiden på de områder, hvor du føler, du har mangler.
Tiden er det eneste der ikke kommer igen.
Køb objektiver med fast brændvidde
Vi har før prædiket om faste brændvidder her på sitet – de kan tilbyde noget helt specielt.
Først og fremmest får du selvfølgelig den bedste optiske kvalitet til de færreste penge, og samtidig giver de faste objektiver relativt store blænder, så du har mulighed for lækker baggrundssløring og stort lysindtag.
Til gengæld må du opgive noget fleksibilitet, da der ikke kan zoomes. Brug det som en udfordring, “zoom med fødderne” og øv dig i, at få det bedste ud af den faste brændvidde. Det er en god øvelse, og vil meget muligt styrke både din framing, din kreativitet og dit “boldøje”.
De store blænder giver dig derudover mulighed for at arbejde mere kreativt med sløring og isolering af motivet.
Invester i rejser og naturoplevelser
En af de mest givende investeringer, du kan lave, er at gøre noget godt for dig selv og din udvikling; Rejser eller og naturoplevelser, hvor du får mulighed for at kombinere fritid, udeliv og fotografering af storslåede naturområder, byliv eller lignende.
Det inspirerer og udviker dig – og når du kommer hjem er det med nye oplevelser og motivation.
Derudover giver de episke fotodestinationer dig en masse materiale, som du kan bruge til markedsføring, når du kommer hjem. Fotorejser til f.eks. Island, Færøerne, New Zealand eller andre natur-perler, giver dig store mængder “eye-candy”, som også dine følgere og potentielle kunder vil finde interessant. Rejser er en god investering i ordets bedste forstand.
Invester i workshops og kurser
Efterbehandling, naturfoto, portræt, modelfoto, lyslægning…
Foto-workshops findes i mange afskygninger, og kan sågar også kombineres med rejser og naturoplevelser. Flere dygtige fotografer arrangerer workshops i udlandet, hvor du vil kunne få storslåede oplevelser, blive inspireret og danne netværk med ligesindede.
Workshops – i alle former – giver dig mulighed for at diskutere værktøjer og teknikker med professionelle på tomandshånd.
I sidste ende betyder det, at du kommer hjem med mere erfaring og viden, inspiration og en stor portion motivation.
Man bliver aldrig for gammel (eller for dygtig) til at lære af andre, så invester din tid og penge i workshops og kurser.
Investeringer i meetups og walks
Walks og meetups er arrangementer, hvor du vil mødes med ligesindede fotografer og i visse tilfælde også modeller. Og når du gør en investering i tid og mennesker, udvikler du ikke bare din faglige forståelse, men også dit netværk og dine personlige og sociale evner. Andre mennesker og samspillet med dem, er en uvurderlig inspirationskilde, som man ikke kan investere nok tid i.
I flere byer afholdes meetups og photo-walks (som typisk er gratis) der med jævne mellemrum. Du kan deltage uanset forudsætninger – Der er plads til alle, uanset om man er professionel, øvet eller begynder.
Opsøg mulighederne på bl.a. Facebook.
Hvad er den bedste investering, du har gjort for dit fotografi?
Vi håber, at du kan bruge ovenstående som inspiration til at udvikle dig. Vi kunne selvfølgelig have lavet en liste med udstyr og nyt gear, som du kan investere i, men vi tror på at personlig udvikling er alfa-omega på den fotografiske rejse. Derfor har vi vægtet dét i vores vurdering af gode investeringer.
Hvor har du gjort en god investering, og hvad er overhovedet en god investering for dig? Hvad har gjort dig til en dygtigere eller mere motiveret fotograf? Del gerne i kommentarfeltet, og lad os høre om dine oplevelser.
Fotos: Unsplash