Hjem Inspiration Sådan scorer du en elevplads til fotografuddannelsen

Sådan scorer du en elevplads til fotografuddannelsen

0
Sådan får du en elevplads som fotograf

Lad det være sagt med det samme. Det er uhyggeligt svært at få en elevplads som fotograf – og under almindelige omstændigheder, er det et krav at du har en elevplads for at færdiggøre den officielle fotografuddannelse.

Her tager vi et kig på hvordan du bedst lykkes med at få elevplads. Samtidig kan du læse, hvordan du kan tage uddannelsen UDEN elevplads.

1. Meld dig ind på foto-grundforløbet

Uddannelsen er sådan indrettet, at du typisk skal tage grundforløbet, for overhovedet at kunne starte på hovedforløbet. Derfor kan du med fordel starte med at tage grundforløbet på Medieskolerne (Viborg) eller NEXT (København), der også vil forberede dig til at få en elevplads.

På grundforløbet lærer du om basal kamerateknik, og får vigtigst af alt mulighed for, at opbygge et fint portfolio, hvor du bruger nogle af de færdigheder, du lærer på forløbet. Dette skal du bruge i din ansøgning til en elevplads.

2. Dygtiggør & dedikér dig som fotograf

Der er masser af elever om en ganske begrænset mængde elevpladser, og derfor vil godkendte virksomheder selvsagt vælge den kandidat, de finder mest interessant. Ikke bare fagligt, men også personligt. Har du interesse i faget og potentiale for at udvikle dig, og hvad kan du i forvejen?

Du skal være foran på alle parametre, så gør dig selv den tjeneste, at være dedikeret og passioneret. Det hjælper dig også, når du møder en potentiel arbejdsgiver ansigt til ansigt.

3. Opbyg dit portfolio med stabilt materiale

“Dit portfolio er ikke bedre end dit ringeste billede”, sagde en særdeles vis mand til mig på Medieskolerne. De ord har hægtet sig fast, og det er så sandt! Den sætning lærte mig at “kill your darlings” og skære ned på billederne, så kun det aller-skarpeste var tilbage.

Få (ÆRLIG!) hjælp af venner og lærer på Medieskolerne til at udvælge det bedste materiale. Det kan gøre ondt på stoltheden at trashe billeder, man selv synes om, men det er vigtigt at du lytter til andres mening.

Hvis du har økonomi til det, vil det være en fordel at få trykt et par gode eksemplarer af dit portfolio i nogle lækre materialer og flot design. Der er magi i trykte fotos…

4. Skriv en frisk ansøgning & CV

Elevpladserne vil ganske sikkert vægte dit portfolio højt, men en ansøgning kan være nødvendigt som supplement.

Skriv en frisk ansøgning, som skiller sig ud. Du skal ansættes i et kreativt fag, og med en spændende ansøgning skrevet i et professionelt og “lyst” sprog, vil du skille dig ud fra resten.

Vær ærlig og skriv en kort, “to-the-point” ansøgning og undgå kedelige floskler og klicheer. Som arbejdsgiver klinger det så hult, når man ser de samme fraser og formuleringer igen og igen.

Jeg får personligt en del ansøgninger om elevpladser hvert år, og selv om jeg ikke tager elever, så bider jeg klart mest mærke i de få personer, der faktisk har gjort lidt ud af deres materiale og tør satse!

5. Stem dørklokker og vær åben for mulighederne

Det kan være en god idé, at gå rundt med dine ansøgninger og portfolio personligt, og hilse på de mennesker, der eventuelt skal ansætte dig.

Det giver et indtryk af at du virkelig mener det, og samtidig udstråler det passion, drive og dedikation. Hvilken arbejdsgiver vil ikke elske det?

Du vil stensikkert finde elevpladser uden for din geografiske placering. Hvis du virkelig mener det (og har mulighed for det), så overvej om du skal rykke teltpælene op, og flytte efter den rigtige elevplads.

Sådan finder du ledige elevpladser for fotografer

Fotograferne skal være godkendte for at optage elever. Derfor kan man nemt slå godkendte praktikpladser op, og se hvor der optages elever.

laerepladsen.dk kan du søge på uddannelse og geografisk placering, og blive præsenteret for alle de virksomheder, der er godkendt. Ligeledes kan du se hvor mange elever de har plads til, og hvornår den næste elevplads bliver ledig.

Det giver dig mulighed for at sende en ansøgning på det tidspunkt, hvor deres nuværende elev er ved at være færdiguddannet.

Du kan også søge fotografvirksomheder der ikke er godkendte i håb om, at de vil gennemgå godkendelsesprocessen. Som udgangspunkt er dine kræfter dog bedst brugt andetsteds.

Sådan tager du fotografuddannelsen UDEN elevplads

Voksne over 25 år kan tage erhvervsuddannelser for voksne (EUV), og her vil dit uddannelsesforløb blive tilrettelagt på baggrund af en såkaldt realkompetencevurdering.

Der vil blandt andet blive foretaget en individuel vurdering af dine kompetencer, og her kan du få afkortet uddannelsen væsentligt, og helt slippe for at tage den praktiske del af uddannelsen (praktiskplads).

Det kræver blot, at du som minimum har 2 års relevant erhvervserfaring. Erhvervserfaringen kan eksempelvis være fra ansættelse i et fotografisk fag eller fra egen fotografiske virksomhed.
Ved sidstnævnte skal du kunne dokumentere, at der har været aktivitet i din forretning.

Held og lykke med elevpladsen

Jeg håber, at ovenstående gav inspiration til din videre jagt på praktikplads. Som nævnt i begyndelsen ér det svært, og kun en ganske lille procentdel af dit hold på grundforløbet vil lykkes med at finde en. Men hvis du går ind i det med entusiasme og passion, er du allerede 2 skridt foran dine “konkurrenter”.

Hvis du har fået en elevplads som fotograf og har du tips, så del det gerne med andre i kommentarene herunder.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here