Hjem Tutorials Sådan tager du skarpe og eminente billeder om natten og aftenen

Sådan tager du skarpe og eminente billeder om natten og aftenen

Aften- og nattebilleder kan være ekstremt flotte, og du kan selv tage dem! Læs med her og få opskriften.

Mit nattebillede

Jeg er personligt helt vild med natte og aften-billeder, og blev faktisk ret overrasket, da jeg fandt ud af hvor nemt det var, at tage dem selv. Det kræver faktisk bare 2 ting:

  • De rigtige indstillinger
  • Et sted at stille kameraet, så det står helt fast.

Nå, jeg slipper nok ikke helt så let, så her er en mere grundig forklaring.

Ud af komfortzonen (Auto mode)!

Manuel indstilling
Indstil i M(Manuel) mode.

Når du skal tage gode billeder om aftenen eller i mørke omgivelser er det vigtigt, at komme væk fra kameraets auto mode. Det er umuligt at tage gode billeder om aften med kameraet på automatik.

Vi skal hen på den så frygtede M, men lad vær med at mist modet. Det er nemt nok!

ISO’en skal sættes helt ned på 100. Ja, den er god nok – du hørte rigtigt.
Mange vil måske fortælle dig, at ISOen skal være høj, når du tager billeder i mørke, og det er også til dels rigtigt. Når ISO’en er høj optages der nemlig mere lys, så man undgår rystede billeder pga. lang lukkertid.

Det gælder bare ikke for denne slags aften og natte-billeder. Her skal kameraet nemlig stå fast på et stativ e.l. så det ikke ryster. Du kan også bruge remedier fra naturen til at stille kameraet på. F.eks en sten, en bænk, et bord, et bil-tag eller lignende. Det er ikke strengt nødvedigt med et stativ(tripod), hvis bare du kan stille kameraet et solidt sted.

Sommetider kan du af praktiske årsager være nødt til at sætte ISO lidt op. F.eks hvis eksponeringstiden bliver uforholdsmæssig lang.

Op med blænde-tallet! Ja, du hørte rigtigt igen.

Selvom kameraet får mindre lys ind med en lille blænde (høj tal), så er det altså vigtigt, at den kommer rimelig langt op. Gerne over f/13.

På den måde producerer vi flotte billeder, der er skarpe hele vejen igennem. Vi kompenserer bare for lys-tabet med længere lukkertid. Husk at kameraet jo står helt fast, så lukkertiden kan i praksis være en hel time uden at billedet ville blive rystet.

Lukkertiden. Hvad gør vi med den? Her bliver du nødt til at prøve dig frem, men start evt. med 5-10 sekunder. Hvis billederne er for mørke, så sætter du den op til 20 sekunder eller mere, og hvis billederne bliver for lyse, sætter du bare lukkertiden et par sekunder ned.

Der er forskel på hvor lyst der er om aftenen og natten, men her er et par estimater på lukkertider du kan bruge som udgangspunkt, når du tager dine billeder.

  • Oplyst gade i indre by, 5-15 sekunder
  • Mørk indre by, 30-60 sekunder
  • Strand, 30-180 sekunder
  • Stjernehimmel, 20 sekunder – mange minutter
  • Havn, 30 sekunder

Det giver måske et praj om hvordan lukkertiden skal indstilles, når du tager billeder om aftenen.

Indstillings-eksempel på et natte/aftenbillede
Indstillings-eksempel på et natte/aftenbillede.

Hvordan sætter man kameraet på mere end 30 sekunder?

Godt spørgsmål. De fleste kameraers maks-lukkertid på M-mode er 30 sekunder. For at komme over 30 sekunder, skal kameraet indstilles i BULB (B) mode. Det er basalt set det samme som M. Den eneste forskel er, at lukkertiden kan være ubegrænset, da man selv skal holde udløseren inde i den tid, man ønsker eksponeringen skal tage.
Alternativt kan du købe en ekstern udløser. Så undgår du at fedte rundt med kameraet og dermed risikere rystelser, plus du får ikke blodmangel i din stakkels finger.

BULB
indstillet i B(BULB)

Indstil fokus manuelt

Det kan være lidt svært for at få fokus med autofokus i lav belysning. Derfor får du tit det bedste resultat, hvis du indstiller fokus manuelt på forhånd.

Sæt objektivet til manuel fokus og indstil det så godt du kan, så lys, lamper og huse f.eks står knivskarpt i mørket. Hvis dit kamera har Live-view funktion, så brug evt det, da det er det lidt nemmere at indstille fokus præcist ved at kigge på displayet.

Aktiver selvudløser (Hvis du ikke har ekstern udløser)

Jamen hør, jeg skal ikke selv med på billedet!”.
Nej, det ved jeg godt. Vi bruger også kun selvudløseren fordi vi på den måde undgår at ryste kameraet.

Når kameraet er placeret fast og solidt, trykker du udløseren i bund, fjerner lapperne fra kameraet og venter et par sekunder. “KLIK”, kameraet eksponerer i nogle sekunder og lukker så igen. Først nu kan du røre ved kameraet igen og se resultatet.

Hvis du har en udløser, bruger du selvfølgelig bare den.

Hvis billederne er for lyse eller mørke, så retter du bare på lukkertiden. Måske skal fokus også finjusteres.
Prøv dig frem, indtil du får det bedste billede af aftenen / natten.

Husk også at skyd i RAW. Det vil du få glæde af, når du sidder hjemme i varmen ved computeren.

Billedet her er taget med ISO 100, F/16 og 65 sekunders lukkertid (brugt trådløs infrarød udløser), og justeret i RAW.

Mit nattebillede

Hvis billederne mangler skarphed

Jeg hører ofte, at billederne ikke blive skarpe nok. Det kan der være flere årsager til. De mest almindelige er:

Rystelser
Hvis du selv trykker på udløser knappen bliver billederne sandsynligvis rystede. Brug derfor en fjernbetjent udløser eller selvudløser.

For stor blænde
Vælg en lille blænde. Jo større blænde, jo større er sandsynligheden for, at dele af billedet bliver uskarpt.

Uskarpt objektiv
Nogle objektiver kæmper med skarpheden, og det er ikke usædvanligt, at der skal et andet objektiv til, før du kan producere kniv-skarpe nattebilleder.
Prøv evt. at lån/lej et objektiv af en bekendt eller en fotobutik.

Del gerne dine aftenbilleder her, så vi kan se jeres flotte resultater.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here